GENEALOGI Steen Bilde-Christensen

Om MARIE GRUBBE i Borrehuset på Falster
af Steen Bilde-Christensen - 2002, 2008 rev.

Længst mod nordøst på Falster - hvor færgen indtil 1943 sejlede de rejsende over til Møn - lå Borrehuset, hvor Marie Grubbe og hendes mand, Søren Sørensen Møller (Ladefoged) boede. Vi befinder os i begyndelsen af 1700-tallet. Inden vi går videre, skal der fortælles om baggrunden for denne beretning.

Hvem var Marie Grubbe?
Hun fødtes 1643 på Havreballegaard ved Aarhus som datter af adels- og lensmanden Erik Grubbe på Tjele. Hendes mor mistede hun tidligt, men havde dog en søster, Anne Marie.
Som ung pige kom Marie til København, hvor hun 17 år gammel blev gift med kong Frederik 3.s søn, Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704). Moderen til Ulrik var kongens elskerinde, Margrethe Pape. Marie og Ulriks ægteskab blev ingen succes. Han, som i forvejen var hemmeligt gift, rejste meget udenlands, og under hans lange frævær trøstede Marie sig med adskillige elskere. Det endte med deres skilsmisse i 1670, samme år som hendes svigerfar, kong Frederik 3. døde.
Efter et par år i udlandet, hvor hun levede af sin tilbagebetalte medgift på 12000 rigsdaler (svarende til ca. 2 mio kroner i dag), vendte hun tomhændet hjem til sin far på Tjele. Erik Grubbe får hende så i 1673 viet - med et par herregårde som medgift - til herremanden Palle Dyre (d. 1707), og sammen flytter de ind på Trinderup ved Hobro. Senere, i 1684, forpagter de Tjele efter den gamle Erik Grubbe, og med sig fra Trinderup har de en karl, Søren Sørensen Møller, som Marie forelsker sig i. De indleder et forhold, som alle på godset er vidende om - ikke mindst fordi Marie intet gør for at skjule sin kærlighed til Søren - og som endelig, i marts 1691, fører til Marie og Palles skilsmisse.
Omsider er hun fri til at få sin Søren, og sammen rejser de til Holsten, hvor de bliver gift. De næste år fører de en omflakkende tilværelse, lever bl.a. som gøglere, for omsider, kort før århundredskiftet, at dukke op på Møn. Søren arbejder her ved landbruget, og de må leve i yderst trange kår.

Tegning fra H C Andersens eventyr Hønse-Grethes Familie.

Udsnit af Videnskabernes Selskabs Kort 1776. - Falsters nordøstlige hjørne (i grøn indramning) vises forstørret øverst til venstre. Den eneste bebyggelse er to huse, Færgegården samt - lidt syd for - et lodshus, det sidste opført i 1762. Borrehuset, som Marie Grubbe boede i, nedbrændte i 1731, det blev genopført, men formentlig nedrevet sidst i 1700-tallet, da den nye færgegård opførtes ca. 50 meter fra Borrehusets tomt.

Marie og Søren i Borrehuset
Kongen, Christian 5., døde i 1699, og hans enke, dronning Charlotte Amalie (1650-1714), fik Lolland og Falster som enkegods. Hun lod bygge et hus ved Grønsund på Falster, kaldet Borrehuset, og dronningen lod Marie og Søren få hvervet med at holde tilsyn ved udskibningen af brænde fra de falsterske skove til hovedstaden.
Det var i 1705, og i de følgende 13 år levede den tidligere adelsfrue og svigerdatter til kongen i dette hus som færgekone, i fattigdom og med sin fordrukne mand, som foruden at sejle de rejsende over Grønsund tillige havde krohold. Egentlig var kroen bestemt til at betjene de rejsende, men da der ovre på Møn-siden lå en færgegård, der havde flere bekvemmeligheder end Borrehuset, blev dette mere et tilholdssted for egnens sviregaster end en egentlig færgekro. Færge- og kromanden Søren Møller drak som nævnt flittigt med gæsterne, og da han var en stridbar herre, blev han jævnligt indviklet i slagsmål. Det fremgår da også af retsreferaterne, at han gang på gang var tiltalt for slagsmål, faderskabssager, tyveri etc.

Forsiden af mindestenen over Borrehuset og Marie Grubbe, opsat i forbindelse med udgravningen af hustomten under anden verdenskrig. Teksten lyder: Her laa Borrehuset 1705 - 1731 / Tomten udgravet 1941 / Beboet af Marie Grubbe 1705 - 1718. Forrest i billedet ses brolægningen af huset.
- Fot. Steen Christensen 2001.

Marie skilles fra Søren
Efter således at have levet sammen i 6 år går det endelig helt galt for Søren.
Natten mellem 18. og 19. maj 1711 hjalp Søren og to sømænd en skipper med at bringe brænde om bord på dennes skude, og herunder deltog han naturligvis i det fælles drikkelag. Skipperen blev på et tidspunkt træt og ville slutte festen, men Søren og de to andre fortsatte i Borrehuset med at stille tørsten. Marie var ikke glad ved udsigten til druk hele natten, men da hun opfordrede de to gæster til at vende tilbage til skuden, svarede den ældste: "Jeg vil ikke gaa om Bord i Nat eller i Morgen med, mens jeg endnu kan sjunke en Taar. I samfulde 10 Aar haver jeg ikke haft saa lystigt et Slag og siddet oppe den udslagne Nat og drukket!".
Han skulle dog have lyttet til Maries henstilling, for hen på morgenen kom det til et heftigt klammeri mellem svirebrødrene, og på et tidspunkt hentede Søren Møller sin bøsse, idet han sagde: "Det var intet Synd at skyde den gamle Hundsvot ihjel paa Panden!"
Hvad enten det var med fortsæt eller ej, gik bøssen pludselig af, skuddet ramte den gamle af gæsterne, så han faldt død om på bænken.
Fra referaterne fra Falsters Herredsting ved vi, at Søren følgende blev taget i forvaring af øvrigheden, og den 28. maj stod han for denne retsinstans tiltalt for drab. Han blev her dømt fra livet, selv om han påberåbte sig, at det var et vådeskud, der havde afstedkommet ulykken.
Dommen prøvedes i januar 1712 ved Landstinget i Maribo, som delvis frikendte Søren, og lod ham slippe med at bøde 40 lod sølv til den dræbtes arvinger.
Men sagen gik videre til Højesteret i København, hvortil Søren blev ført fra sit hidtidige fængsel på Nykøbing Slot. Omsider, 4. august 1712, sluttede hans sag med at Højesteret skærpede landstingsdommen til 3 års arbejde 'slaaet udi Jern' på Bremerholm. Fjorten dage senere påbegyndte han afsoningen.
Vi hører igen om Søren Møller, da han halvandet år senere, 4. marts 1714, sammen med andre fanger føres til Kronborg. Derefter synes han at forsvinde ud af historien, idet hans videre skæbne indtil fornylig (januar 2008) var ukendt.

Maries (og Sørens) sidste år
Nu uden sin elskede Søren levede Marie fortsat i Borrehuset.
Samme år som Søren dræbte sømanden, i 1711, rasede pesten i København. Alle der havde mulighed for det - dvs. fortrinsvis de velhavende - flygtede fra byen for at undgå den dødelige smitte. En af disse, den 27-årige Ludvig Holberg (1684-1754), kom en dag sejlende fra Møn og gik i land ved Borrehuset. Her besøgte han den nu enlige Marie Grubbe, som i deres følgende samtaler beretter for Holberg om sin fantastiske skæbne - og betror ham, at hun trods jordisk armod og fornedrelse har levet et lykkeligt liv, som hun ikke ville gøre om. (Se notatet til højre herfor.)

I knap 300 år har man ment, at Marie Grubbe blev boende i Borrehuset ved Grønsund til sin død omkring 1717. Hendes mand, Søren Sørensen Møller antoges at være død under sit fangenskab på Kronborg.
Begge dele har vist sig at være forkert !
Følgende skal gøres rede for de ganske nye (januar 2008) fakta, samt de antagelser, der derudfra kan drages:

Straffen, som Søren Møller idømtes ved Højesteret i København i august 1712 lød på 3 års strafarbejde. Som ovenfor nævnt begyndte afsoningen "i jern" på Bremerholm, og 1½ år senere, i marts 1714 er han flyttet til Kronborg.
Her må vi formode, at Søren vel har afsonet de resterende 1½ år af straffen, hvorefter han som en fri - men nok for en del nedbrudt mand - har bosat sig i Ugledige i Allerslev sogn ved Præstø. Hvis han har måttet udstå alle 3 års straf, skriver vi så nu efteråret 1715.
Imens lever Marie stadig i Borrehuset på Falsters nordøstspids, mens hun venter på sin mands løsladelse. At hun ikke er død i Borrehuset støttes af, at der i Aastrup sogns kirkebog ikke findes hendes begravelsesindførsel. I årene, hvor hun har været alene, har hun fra Kippinge Kildeblok i understøttelse modtaget 2-6 rigsdaler årligt - sidste udbetaling får hun i 1716.
Omkring den tid vil det være rimeligt at antage, at hun har forladt Falster for atter at leve sammen med Søren. Ders tid sammen bliver ikke lang, idet hun dør i januar 1717.
Den 24. januar 1717 begravedes Marie Grubbe fra Allerslev kirke, 74 år gammel, og "i en meget fattig og slet Tilstand".
Præsten har noteret i kirkebogen:

(Begravede 1717) "Dom: Septuages:" (24. januar)
"Söfren Sörensens Hustrue i Ugledei. Mad: Grubbens"

Hermed slutter Marie Grubbes liv, mens Søren levede videre i Ugledige. Allerede 5 måneder efter begravelsen "blef Trolofvet Söfren Söfrensen och Magrete Hansdaatter, begge fra Ugledi" og derefter "sammenviet Söfren Söfrensen Möller og Margrete Hans D: af Ugledi" .
De blev de følgende år forældre til to drenge og en pige, hvorefter Søren endte sine dage i maj 1736.
Kirkebogen meddeler:

(Begravede 1736) "Festo Epiphanias" (12. maj)
"item Sören Sörensen i Ugledi og Hemming Pedersen i Ammedrup, begge i de fattiges jord".

Forfatteren Fredrik Nygaard (1897-1958) har skrevet disse to vers på stenens bagside. De indgår i hans opera om Marie Grubbe, opført 1940 på Det kongelige Teater. - Fot. Steen Christensen 2001.

Holberg skrev en menneskealder senere om hans og Maries møde ved Grønsund, nemlig i Epistel nr. 89 (Sælsomme Ægteskaber).
I modsætning til de tre øvrige nævnte forfatteres værker om Marie Grubbe, som kan læses i fuldtekst på internettet (se links), har jeg dér ikke kunne finde Holbergs epistel om hende. Den har jeg derfor valgt at lægge ind på denne side - du kan læse den ved at klikke herunder ...

Ludvig Holberg: Epistel nr. 89 (Sælsomme Ægteskaber)

Nye fakta - jan. 2008

De sensationelle nyheder om Marie Grubbe og Søren Sørensen's sidste år i Ugledige, Allerslev sogn, Præstø amt skyldes slægtsforskerne

Grethe Therkelsen og
Lars Skovvang Larsen

som sidst i januar 2008 offentliggjorde bl.a. nedenstående fund i Allerslev kirkebog.
Eftersom de nye oplysninger ganske ændrer historien om parrets sidste tid, er afsnittet til venstre herfor om Maries (og Sørens) sidste år rettet i overensstemmelse med den ny viden.

Allerslev kirke. - Fot. Thomas Jørgensen 2002.

I kirkebogen for Allerslev sogn, begravede 1717, side 281, står for "Dom: Septuages:" (24. januar):
"Söfren Sörensens Hustrue i Ugledei. Mad: Grubbens"

Huset som Marie og Søren boede i brændte i 1731, 14 år efter hendes død. I disse år husede det nye færgefolk. Efter branden genopførtes Borrehuset, og virkede efter sin funktion indtil det formentlig sidst i 1700-tallet blev nedrevet. Omkring 50 meter derfra opførtes en ny færgegård.
Borrehusets tomt blev udgravet under 2. verdenskrig - en udførlig artikel derom kan læses i Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog 1943, s. 37-49.

Foto fra afdækningen af Borrehuset under 2. verdenskrig. - Foto ca. 1940.

Borrehusets grundplan. Huset har målt ca. 10 x 5 meter.
- Skitse fra opmålingen af hustomten ca. 1940.

Lad os slutte denne beretning om Marie Grubbe - adelsfruen som foretrak kærligheden for rigdom - med Fredrik Nygaards vers fra mindestenen ved Borrehusets grund ...

I Danmarks rige der var en gang
en frue elskovsombruset
Nu nynner kvinden en solfaldssang
som kone i Borrehuset.

Har vanheld afmejet agerens korn
dog straaler alkærligheds stjerne
- Og kalder fra kysten Gud Herrens horn
hun færger i fred mod det fjerne.

Udsnit af stenens bagside med Fredrik Nygaards vers.
- Fot. Steen Christensen 2001.

Marie Grubbe i litteraturen

Adskillig flere end de nedennævnte forfattere har berettet om eller benyttet Marie Grubbe i deres værker.
Herunder er, kronologisk, de fire 'klassiske' titler, som, ved at man benytter nedenstående links, alle kan læses i fuld udstrækning på internettet.

Ludvig Holberg: Sælsomme ægteskaber. Epistel nr. 89, 1748-54.
Læs den her

St. St. Blicher: Brudstykker af en landsbydegns dagbog, 1824.
www.kb.dk/elib/lit/dan/blicher/noveller.dkl/01.htm

H C Andersen: Hønse-Grethes familie, 1870.
www.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/eventyr.dsl/hcaev137.htm

J P Jacobsen: Fru Marie Grubbe, 1876.
www.kb.dk/elib/lit/dan/jacobsen/grubbe.dkl/

Andre links

Se Bjørn Andersen's website om Holberg's besøg hos Marie Grubbe i Borrehuset.
http://bjoerna.dk/Holberg/Groensund.htm

Marie Grubbe i billedkunsten

Marie Grubbe er sandsynligvis kun portrætteret på et enkelt maleri fra sidst i 1600-tallet. Dette billede forestiller formodentlig hendes første mand, Ulrik Frederik Gyldenløve med sine tre hustruer, hvoraf Marie Grubbe er nr. 2.
En samtidig, der skal have set et billede af hende, beskriver hende som "meget sortladen og fast moresque og af sterk couleur og saa ret brynstig ud".

Ludvig Holberg besøger Marie Grubbe i Borrehuset. - Maleri af Valdemar Neiiendam, 1929. Sorø Akademi.

Ludvig Holberg: Sælsomme Ægteskaber, epistel nr. 89, l748-54

Du forundrer dig over, at en saa pen Jomfrue, som N. N. haver kunnet fatte Kiærlighed til M. M., og indladet sig i Ægteskab med en Person af saa slette Qvaliteter, og om hvilken intet andet kand siges, end at han er een af de største Tabacs-Smøgere udi Landet. Jeg derimod forundrer mig ikke derover; Det kand just være derfor hun haver fattet Kiærlighed til ham; Thi man seer jo, mange Mennesker at finde større Smag udi røget end udi ferskt Kiød; Iligemaade, at mange fatte Kiærlighed til det, som andre have Afskye for. Derpaa vil jeg anføre tvende mærkelige Exempler; et af den gamle, og et af den nye Historie. En fornemme Jomfrue, ved Navn Hipparchia, forelskede sig saaleedes udi den skidne Cyniske Philosopho Crates¹, at hun præfererede² ham for alle kiønne, fornemme og rige Beilere: Ja hendes Elskov gik saa vidt, at hun lod sine Forældre tilkiendegive, at, hvis hun ikke maatte bekomme Crates til ægtefælle, vilde hun omkomme sig selv. Forældrene bade Crates selv, at han vilde raade hende fra saadant Forsæt; hvilket han og giorde: og, saasom hans Formaning var forgieves, visede han alle sine Pialter og Elendigheder, sigende, at hun maatte beqvemme sig til samme Skidenfærdighed og usele Levnet, hvis hun vilde være hans Ægtefelle. Dette tog Hipparchia ikke udi Betænkning; men iførte sig Cyniske Pjalter og omflakkede allevegne som en Stodder med Crates, efterfuldte hans Levnet udi alting, og undsaae sig ikke ved aabenbare at øve alle de Usømmeligheder, og at underkaste sig all den Haanhed og Foragt, som den Cyniske Philosophie med sig fører. Et andet Exempel af vor Tids Historie er udi en Høy-Adelig Dame³, hvilken havde en u-overvindelig Afskye for hendes første Ægtefælle⁴, skiønt han blant alle Undersaattere var den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget; og varede dette indtil paafulte Skilsmisse, da efter et nyt Ægteskab⁵, som ogsaa havde et ulykkeligt Udfald, hun omsider tredie Gang begav sig udi Ægtestand med en gemeen⁶ Matrods; med hvilken, endskiønt han dagligen handlede ilde med hende, hun sagde, sig at leve langt meere fornøyet, end udi det første Ægteskab. Og haver jeg saadant hørt af hendes egen Mund, da jeg var i hendes Huus, som var ved et Færgested udi Falster⁷, paa samme Tiid, da hendes Mand var arresteret formedelst en Misgierning. Saa at det synes, at just det, som kunde være afskyeligt for andre, var Tønder⁸ til Elskov og Fornøyelse hos hende. Jeg kunde anføre adskillige andre Exempler paa saadan fordærvet Smag; men jeg lader mig alleene nøye med disse tvende: Forundrer mig derfore ikke, naar jeg hører tale om selsomme Ægteskab. Thi det er hermed bestillet, som med Mad og Drikke, hvorudi een finder Vellyst i det selv samme, som hos de fleeste foraarsager Væmmelse. Derfore siger man, at den foranderlige Smag foraarsager, at hver Jomfrue bliver gift, hver Mad ædt, og hver Bog læset. Jeg forbliver etc.

Ludvig Holberg i Borrehuset
Tegning fra H C Andersens eventyr Hønse-Grethes Familie.

NOTER
1. gr. filosof (o. 300 f.Kr.). Kynikerne var demonstrativt asketiske.
2. foretrak
3. Marie Grubbe
4. Frederik 3's uægte søn, Ulrik Fr. Gyldenløve
5. med adelsmanden Palle Dyre
6. almindelig
7. Borrehuset ved Grønsund
8. brændstof

RETUR TIL BERETNINGEN OM MARIE GRUBBE RETUR TIL LITTERATUROVERSIGTEN